Pas på dine tænder

Tandplejen afholder national tandbørstedag i dag torsdag.
Skrevet af Jette Andersen
24. april 2014 12:07

Temaet for dette år er "Dine tænder kan holde hele livet - det bestemmer du helt selv".

Her håber tandplejen i Grønland blandt andet på at lære både børn og voksne, hvordan man passer bedst på bisserne og om årsager til tab af tænder.

- Tandsundheden i Grønland er ringe. Hvis den skal blive bedre, er det en ubetinget nødvendighed, at befolkningen ikke blot bliver bevidst om nødvendigheden af at passe på sine tænder, men at den også gør noget ved det. Vi siger, at egenomsorg på tandområdet - det vil sige det, at vi selv i det daglige gør en indsats - er det helt afgørende. Tandplejen vil derfor - i det omfang der overhovedet er kræfter til det - satse på forebyggelse, skriver Tandplejen i Grønland.

Grønland er det første land i verden, som har indført en national tandbørstedag. Landet over markeres dagen som regel med arrangementer.