Ombudsmanden vil kigge på undtagelse af aktindsigt i råstofdokumenter

Ombudsmanden Vera Leth iværksætter nu en undersøgelse af Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked i spørgsmålet om aktindsigt i råstofdokumenter.
Skrevet af Karsten Sommer
16. juli 2014 05:02

Anledningen er ifølge Ombudsmanden, at Naalakkersuisoq for råstoffer, Jens Erik Kirkegaard i Sermitsiaq fra den 11. juli udtaler, at dokumenter, der udveksles mellem Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet, er interne arbejdsdokumenter og derved undtaget fra lov om aktindsigt. En sag, der har fået flere miljøorganisationer til at protestere.
 
Og nu påpeger Vera Leth at hvis dokumenter skal betragtes som interne, og dermed - som udgangspunkt - kan undtages fra aktindsigt, forudsætter det at Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet er én og samme myndighed.

Beder om udtalelse fra Departementet

Og det stiller ombudsmanden spørgsmålstegn ved om de er:

- Da rigtigheden af denne retsopfattelse muligvis vil kunne anfægtes, har jeg anmodet Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, der er ressortdepartement for råstofområdet, om en udtalelse til sagen, skriver Vera Leth på Ombudsmandsinstitutionens hjemmeside, og understreger:
 
- Da spørgsmålet om aktindsigtsreglernes korrekte anvendelse generelt - og ikke mindst på råstofområdet - er af stor betydning, har jeg bedt Departementet om at fremsende mig sin udtalelse hurtigst muligt.