Også hundeslædeløb i Nunavik

Ligesom Grønland og Alaska har deres årlige hundeslædemesterskaber, dyster også slædekuskene og deres hunde i arktisk Canada.
31. marts 2013 05:39

 

Ivakkak hedder hundeslædeløbet i Nunavik, og det blev i går vundet af Peter Ittukallak fra Puvirnituq.

Ivakkak løbet spænder over 600 kilometer fra Kuujjuaraapik til Puvirnituq, og begyndte den 18 marts i Kuujjuaraapik med ialt 15 hold til start.

Men det var ikke alle hundeslæder der nåede frem, for det var et meget hårdt løb på grund af orkanagtige snestorme. På andendagen af løbet blev man nødt til at redde fire af holdene fordi stormen var så stærk at de ikke kunne finde vej selv med hjælp af en GPS. 

Alle slap dog uskadt fra den dramatiske situation, men hundene var meget medtagne da de blev reddet.

Efter 10 dages strabadser, nåede  Peter Ittukallak, som vinder,  frem til Puvirnituq i fredags. Han modtog hele 160.000 kroner i præmier.

Det havde taget ham lige under 56 timer at tilbagelægge de 600 km i Nunavik.