Nyt parti: Kun grønlandsk fra talerstolen i Inatsisartut

Grønlandisering skal også ske på det sproglige plan, mener det nye parti Partii Inuit. De kræver, at der kun bliver talt grønlandsk fra talerstolen i Inatsisartut.
Skrevet af Noah Mølgaard
05. februar 2013 04:25

Det nyeste parti i Grønland Partii Inuit blev stiftet den 24. januar i år. Nu er de i fuld gang med at forberede sig til deres første valgkamp og partiprogrammet er blevet godkendt. Blandt partiets mærkesager er sprogpolitiken.

- Vi kræver, at der bliver talt 100 procent grønlandsk fra talerstolen i Inatsisartut, siger partistifteren Nikku Olsen til KNR.gl.

Han mener ikke, at det er problematisk selvom der er mange som ikke behersker det grønlandske sprog i Grønland.

- Det er nøjagtig samme krav, som Danmark kræver af sine indbyggere. Der er krav om at der skal tales dansk i Danmark. Hvorfor skal vi ikke kunne kræve, at sproget skal være grønlandsk i Grønland, siger Nikku Olsen.

Partii Inuit vil også foreslå, at Grønland løsriver sig fra Danmark.

- Men det skal selvfølgelig afgøres gennem en folkeafstemning. Men vi mener, at det nuværende Rigsfællesskab giver for mange begrænsninger, siger Nikku Olsen.

- Vi bliver begrænset i vores frihed til at træffe beslutninger om økonomisk vækst, i uddannelser og muligheder for at lave samarbejde med andre lande, siger Nikku Olsen.

Det nye parti har endnu ikke sin kandidatsliste klar.