Ny sportsklub med fokus på sundhed og selvforsvar

Kyusho i Grønland tager udgangspunkt i den oprindelige kinesiske sundhedsopfattelse, at selvforsvar er en naturlig del af ethvert folkeligt ”sundhedssystem”. Eller sagt på en moderne måde. At ethvert succesfuldt og tilfredsstillende liv, forudsætter regelmæssig træning og en venlig og positiv holdning til sin egen krop.
Skrevet af Peter Troelsen
11. marts 2013 06:49

Igennem Kyusho træningen studeres bevægeapparatet. Man kombinerer Kyusho med to hensigtsmæssige selvforsvarsstilarter, nemlig Tai Chi og Yoga. Begge disse stilarter arbejder med at genoprette og balancere vores krops almene sundhedstilstand, samtidig med at man bliver mere smidig og for eksempel bedre til at trække vejret mere frit og ubesværet. Træningen, og den dejlige musik under træningen, gør deltagerne friskere.

-Jeg har dyrket kampsport i 30 år, og jeg må sige, at jeg har fundet den ideelle stilart i Kyusho. På den måde, vi har valgt at praktisere den her i Grønland, er der lidt for enhver smag. Hvis du er en erfaren kampsportsudøver, er der mulighed for den slags træning hver tirsdag, imens folk uden er faring eller interesse for kamp kan komme og træner Tai Chi hver fredag eller Yoga hver søndag. I øjeblikket er det for voksne, men i løbet af kort tid, vil vi også kunne tilbyde Kyusho for børn. Selvsagt på en måde, der er tilpasset den yngre aldersgruppe, fortæller Søren Thesturp, der er idemand bag og formand for klubben her i Nuuk.

Kyusho adskiller sig fra andre selvforsvarssystemer ved blandt andet at anvende akupressur som en del af forsvaret. Kyusho er i klubbens måde at træne kampkunsten på her i Grønland en ”fredelig” selvforsvarsstil, som man kan træne, uanset om man er 60 år eller 20 år. Men Kyusho er også en effektiv selvforsvarskunst. Man praktiserer i Grønland en Kyusho som en sund og fredelig træningsform, men bag den flinke facade og det venlige samvær, skjuler sig en anden historie, som er lidt voldsommere, nemlig at Kyusho i udlandet også kaldes for”1-sekund kamp”. Hvilket skyldes at Kyusho,  når den praktiseres som realistisk selvforsvar, gør en trænet udøver i stand til at uskadeliggøre en modstander på kun 1 sekund.

-Jeg har selv været taekwondo udøver, men der er også plads til alle andre former for kampkunst i vores forening. Der er ikke nogen tvang med hensyn til påklædning, og vi har plads til både et stort og et meget lille ambitionsniveau i vores klub. Det er gået over al forventning fra starten, og vi har fået lov til at træner på USK skolen i Nuuk, hvor vi har glimrende faciliteter. Vores håb er at få flere deltagere på vores hold, der ikke kommer for kampens skyld, men for at få hævet det generelle sundhedsniveau. På den måde er og bliver vi en klub for alle, der gerne vil være lidt sundere og få lidt styr på, hvordan man kan forsvare sig selv i en tilspidset situation, fastslår Søren Thestrup.

Læs mere under artiklen