Ny koalition med store skel vil ikke snakke

Det var måske lidt overraskende, da Aleqa Hammond i går kunne præsentere en koalition med både Partii Inuit og Atassut. To partier, der før valget lod til at adskille sig markant fra hinanden før valget, men som nu lader det til, at de er enige om at bakke op om en ny Siumut ledet regering.
20. marts 2013 12:00

Partii Inuit  har under hele valgkampen kæmpet for, at det grønlandske sprog skal fremmes, og at det for eksempel skal være forbudt at tale andet end grønlandske fra Inatsisartuts talerstol.

Atassut blev i sin tid startet som et samhørighedsparti, der ønskede stærk tilknytning til Danmark, og den nyvalgte Steen Lynge har da også under hele valgkampen modsat sig Partii Inuit krav om grønlandsk fra Inatsisartuts talerstol. Derfor skaber den nye koalition også nogen usikkerhed om, hvor Atassut står i dag

I forhold til Partii Inuit var de under valgkampen kategorisk mod udvidelse af radioaktive stoffer, hvilket også fremgår af partiet hjemmeside. Faktisk gav partiet udtryk for, at man mente, at mineraler generelt skal blive i den grønlandske undergrund.

Nu er de imidlertid klar til at ophæve nultolerancen, og går gerne med på Siumuts krav og derfor sad de i går til bords med Aleqa Hammond.

- Det har været vigtigt for os, at tage spørgsmålet op omkring nultolerance, sagde Aleqa Hammond ved gårsdagens præsentation af den nye koalition.

Hvordan det hænger sammen, og om der allerede nu er tale om løftebrud fra Partii Inuit, ville vi gerne have haft svar på, men Partii Inuit ønsker ikke at udtale sig.

Det samme gælder for Atassut og Siumut. De tre partier har buret sig inde i Siumuts mødelokale og ønsker ikke at sige noget, før en ny regering er på plads.