Nu registreres Grønlands dårlige betalere

Et nyt register holder øje med dem, der ikke betaler deres regninger. Først kommer rudekuverten, så kommer rykkerne og så falder hammeren.
Skrevet af Sandra Meinecke
25. juli 2014 08:59

Med KR-Registeret har Grønland fået et firma, som har sat sig for at holde øje med dårlige betalere, så virksomhederne fremover i større grad kan undgå at lave afdragsordninger med kunder, som tidligere ikke har betalt deres regninger.

- Det kan også være, at man har fået repareret sin bil i ét autoværksted, og der har man ikke betalt sin regning.

- Næste gang går man videre til det næste værksted, men de siger så ”nej, du har ikke betalt din regning” - så det kan have sine konsekvenser, forklarer skifteren af registret over dårlige betalere, Karla Nielsen.

Fem år i den sorte bog
Og det kan få konsekvenser for den enkelte kunde, som ikke har fået betalt sine regninger. Når først ens navn er skrevet ind i registeret, går der fem år før, det er fjernet igen.

I KR-Registeret kan virksomheder, som har tegnet et abonnement, søge efter kundens navn. Er vedkommende registreret, kan det være svært at få lov til at købe på kredit eller låne penge i banken.

Men brevet, du skal frygte, er en positiv nyhed for virksomhederne, lyder det fra Karla Nielsen, som også understreger, at det blevet taget godt imod.

- Vi må sige, at det er blevet modtaget rigtigt godt og positivt. Vi har folk, der tilmelder sig via vores hjemmeside - og så er der selvfølgelig også de virksomheder, vi selv tager ud til og stort set alle siger, det er lige det, vi har brug for, siger hun.

I dag registreres en del dårlige betalere allerede i det danske register RKI, som også holder øje med dårlige betalere.