Naalakkersuisut: Målrettet indsats, skal hjælpe den enkelte tilbage i arbejde

Den rekordstore arbejdsløshed, der ifølge de seneste tal omfatter lige omkring 4.500 personer, optager megen plads i Naalakkersuisuts første politisk-økonomiske, der skulle have været behandles af Inatsisartut i går, men som er udsat til i dag.
Skrevet af Jens Thorin
24. april 2014 03:47

- Arbejdsløsheden har gennem de seneste år været stigende og der er store sociale problemer, der  kræver en særlig indsats. Derudover vil den demografiske udvikling - altså befolkningens aldersmæssige sammensætning - føre til permanente underskud på de offentlige finanser både i år og i de kommende år, fastslår naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggende Vittus Qujaukitsoq, der på det korte sigt har taget initiativ til en ekstraordinær indsats for at bekæmpe ledigheden ved at fremrykke bygge- og anlægsopgaver for omkring 175 millioner kroner.

- Men det kan selvfølgelig ikke stå alene og giver ikke varige forbedringer, understreger han i beretningen.

Læs også: 439 flere arbejdsløse på et år

Naalakkersuisut har derfor i følge ham fokus på at lave en målrettet indsats for de arbejdsløse, som skal hjælpe den enkelte tilbage i arbejde. Men han erkender, at opgaven bliver svær at løfte.

- Mange af de arbejdsløse har andet end ledighed som problem. For at få disse personer ind på arbejdsmarkedet, skal der laves et tværfaglig samarbejde mellem den sociale sektor, sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedsområdet, fastslår han i den politisk-økonomiske beretning, der altså skulle være på Inatsisartuts dagsorden i dag.