To meter helleflynder fanget ved Sisimiut

Der var fisk til et større selskab, da Edvard Petrussen fik en helleflynder på 108 kg på sin krog, og den var endda nem at hale ind.
Skrevet af Camilla Dam
25. juli 2014 10:03

- Jeg plejer at tage mit spil til hjælp, når jeg skal hale noget tungere fangst ind, så det var ikke noget problem at hale fisken ind.

- Men jeg havde nær mistet fiskekrogen, da helleflynderen på et tidspunkt pludselig trak kraftigt i snoren, siger Edvard Petrussen til Royal Greenlands hjemmeside.

Fire på en gang
Det er hverken rekordstørrelse eller første gang, han havde en kæmpeflynder på krogen.

- Jeg har oven i købet tidligere fanget fire af samme størrelse på en gang ved mundingen af Kangerlussuaq. Så for mig er det ikke et særsyn at fange en så stor fisk, siger Edvard Petrussen.

Fiskeren fik den flotte fangst på krogen i weekenden og valgte at sælge den til Royal Greenlands fabrik i Sisimiut.

Helleflynderen kan blive omkring 60 år og nå op på omkring 300 kilo, hvis de altså svømmer rundt andre steder end der, Edvard Petrussen fisker.

Hvor stor var den største helleflynder, du har fanget? Skriv til os på Facebook herunder.