Marathonløber samler penge ind til grønlandske børn

Grønlandske Pam Stach deltager i Copenhagen Marathon for at samle penge ind til Red Barnet i Grønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
15. april 2014 10:55

Pam Stach snører løbeskoene den 18. maj, hvor mere end 11.000 løbere kæmper sig 42 kilometer rundt på Københavns asfalt.

- Jeg føler, at jeg løber for noget større end mig selv. Det er vigtigt at sætte fokus på, at man kan gøre noget for andre, uanset hvem man er, og hvad man foretager sig, siger Pam Stach, som er bosat i Danmark.

Hun håber at pengene vil komme børn i Nuuk og Qaanaaq til gode, hvor Red Barnet har projekter, blandt andet til sportsudstyr og ture.

Indsamlingen foregår via Facebook, YouTube og kampagnesiden betternow.org.

Hos Red Barnet er man naturligvis glad for Pam Stachs indsats. Studenterorganisationen Avalak har meldt sig til frivilligt at assistere Pam Stach med indsamlingen.

- Vi blev utroligt stolte i Red Barnet, da Pam Stach tog kontakt til os. Vi var straks med på idéen, siger generalsekretær for Red Barnet Kalaallit Nunaat Tillie Martinussen.

Pam Stachs tilmeldingsgebyr til løbet har arrangørerne bag Copenhagen Marathon doneret.