Mælkebøtten i Nuuk åbner folkekøkken for børn

Et folkekøkken er et sted, hvor man kan få gratis mad - og folkene bag Mælkebøtten har gennem de seneste år erfaret, at der er et stort behov for at tilbyde både varm og kold mad til nogle af de børn, der benytter de kreative værksteder i Mælkebøtten.
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2014 06:12

- Det er forbundet med tabu at sige, man er sulten og ikke får mad derhjemme, men alligevel oplever vi at mange børn og unge ikke altid får opfyldt deres behov for mad, og at mange børn i perioder sulter, fortæller Direktør for Mælkebøttecentret, Kirsten Ørgaard.
 
Derfor har man indrettet det ny Børnefolkekøkken i et tidligere tømrerværksted, som er omdannet til køkken med plads til at spise maden, og det er også meningen at børnene skal inddrages i selve tilberedningen af maden.

9 % af landets børn og unge lever i relativ fattigdom

Formålet er at give de udsatte børn en sund og varieret kost, som er en forudsætning for en normal både fysisk og psykisk udvikling -  det at børnene kan få mad i Mælkebøtten kan på sigt bevirke, at de får en bedre trivsel og måske bedre kan koncentrere sig i skolen.

LÆS OGSÅ Grønland får nyt landsdækkende børne-tilbud

- Undersøgelser viser, at 9 % af Grønlands børn og unge lever i relativ fattigdom. Og det er disse børn, som er vores hovedmålgruppe, siger Kirsten Ørgaard, der understreger at tilbuddet gælder både ressourcestærke og svage børn, der alle vil kunne få et måltid mad i det nye folkekøkken.
 
Folkekøkkenet åbner i morgen eftermiddag.