Lørdagsdrama i Aasiaat endte godt

En dramatisk hændelse i Aasiaat lørdag morgen endte heldigvis uden tab af menneskeliv. Den vagthavende ved Aasiaat politi blev alarmeret kort før klokken 6 af en kvinde, som fortalte at hendes samlever, en mand i slutningen af 20´erne, havde forladt en efterfest i byen med trussel om at han ville begå selvmord.
Skrevet af Karsten Sommer
25. februar 2013 13:18

Det fortæller daglig leder af Aasiaat Politi, Aqqaluk Petersen til Radioavisen.

Da politiet ankom til den opgivne adresse, kunne de gennem et vindue se manden knælende, med et riffelløb pegende imod sig.

Politiet trak sig derefter tilbage, for ikke yderligere at optrappe situationen, samtidig med at de afspærrede området omkring huset, af frygt for at manden eventuelt skulle rette sin vrede mod folk i området.

Efter konsultation med Politiets Kommandoenhed i Nuuk, blev Ilulissat og Sisimiut politi bedt om at sende mandskab, så man kunne foretage en eventuel indtrængen i huset.

Op af formiddagen ankom betjentene fra Ilulissat med en helikopter, som dernæst fløj videre til Sisimiut for at hente yderligere hjælp.

Men kort før styrken fra Sisimiut landede i Aasiaat, fik den dramatiske situation en lykkelig ende.

Lidt over klokken 11 kom manden frivilligt og ubevæbnet ud fra huset, og overgav sig til politiet, som derefter kunne ophæve afspærringen i området.

- Manden her jo ikke gjort noget ulovligt, så vi koncentererede os om at tale med ham, og han fik også en samtale med en læge om sine selvmordstanker, fortæller daglig leder af politiet, Aqqaluk Petersen.

- Han var meget brødbetynget over det postyr han havde vakt, men kunne ellers ikke huske meget fra morgenen på grund af beruselse, siger Aqqaluk Petersen, der udtrykker lettelse over den fredelige udgang på episoden.