Krydstogtsplaner vækker bekymring

Luksus-krydstogtskibet Crystal Serenity fra Crystal Cruises gør klar til at sende et af de allerstørste krydstogtskibe ud i Nordvestpassagen.
Skrevet af Mads Lynge
30. juli 2014 08:08

Dermed bliver krydstogtskibet det største skib, der vil sejle via Nordvestpassagen, eller ved den canadiske del af Arktis. Crystal Serenity vil dog ikke være det første krydstogtskib på de kanter, som vi fortalte forleden dag.

Men det vækker bekymring for både person- og miljøsikkerheden hos flere eksperter.

Luksus-krydstogtskibet Crystal Serenity får følge af et andet fartøj, som har yderligere sikkerheds- og miljøbeskyttelsesudstyr om bord, skriver Maritime Executive ifølge Ingeniøren.

Mangel på redningsudstyr

Men trods følgeskib, en medbragt redningshelikopter og brugen af brændstof, der er mindre forurenende, end reglerne foreskriver, bekymrer udsigten til det arktiske krydstogt Dermot Loughnane.

Han er direktør for Tactical Marine Solutions i Canada og har erfaring med at navigere i det arktiske både til lands og til vands.

- Et stort krydstogtskib, som kommer til et lille samfund som Grise Fjord, Aasuitsoq, De er bare ikke udstyret til det på nogen måde. Og endnu mindre, hvis noget går galt, konstaterer han.

Hvis de skal evakueres er der heller ikke andet end folks private hjem, fastslår han.

- Der er hverken udstyr nok til at klare et forureningstilfælde eller nok eftersøgnings- og redningsudstyr i disse områder.

Unøjagtige søkort

Professor Ross Klein fra Memorial University, Newfoundland, Canada, peger på, at der i området historisk set har været problemer med nøjagtigheden af søkort.

Han understreger, at der er en risiko for, at sker et uheld for Crystal Serenity.

- Og hvis der sker et uheld, så vil adgangen til nødhjælpsudstyr være begrænset, siger han.

Derudover er Ross Klein bekymret i forhold til skibets spildevandsudledning. Der kan nemlig være problemer med at bruge forbrændingsfaciliteter i området i forhold til miljøpåvirkningen.

- Hvad gør man med mængden af affald, når der er mere end tre uger mellem havne, der har faciliteter til at modtage affald, spørger han?

Ikke klassificeret til at færdes i isfyldte farvande

Sten Wärnfeldt er tidligere radarofficer i flåden og projektleder ved Radar Technology i Norge. Han peger blandt andet på, at Crystal Serenity ikke er klassificeret til at færdes i isfyldte farvande, og at skibet derfor vil være afhængigt af støtte til at holde ruten isfri.

Fra august 2016 vil Crystal Cruises tilbyde en 32 dage lang rejse via Nordvestpassagen fra den amerikanske delstat Alaska til New York City.