Kruse holder sig til biologernes rejerådgivning

Rejekvoterne for næste år bliver sandsynligvis hævet, men ikke til mere end det, biologerne anbefaler.
Karl-Kristian Kruse, Maj 2015. Foto © : Nauja Møller, KNR
29. september 2015 09:22

Vi kan se frem til en højere rejekvote til næste år.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi ikke kan undgå at sætte højere kvoter. Vi har et godt fundament for at hæve kvoterne fra de 73.000 tons, som vi har i år, siger naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse, til KNR.

Han er glad for, at biologerne har anbefalet en rejekvote på 90.000 tons til næste år, hvilket er noget højere end sidste års anbefaling på 60.000 tons.

Læs også Biologerne anbefaler 90.000 tons rejer i 2016

Men Karl-Kristian Kruse understreger, at Naalakkersuisut tager en forsigtig tilgang, og derfor ikke vil sætte en kvote, der overstiger biologernes rådgivning.

- Jeg har ikke nogen grundlag for at hæve kvoterne højere end biologernes rådgivning. Men selv hvis kvotehævningen kommer til at ligge under de 90.000 tons, mener jeg stadig, at det vil have god indflydelse, siger naalakkersuisoq for fiskeri.

Læs også GE ønsker forsigtig kvotestigning

Mere end udregnet

Naalakkersuisut havde i finansloven budgetteret med at få 130 millioner kroner fra rejer næste år. Budgetudkastet er dog udregnet efter en lavere rejefangst. Derfor er der nu udsigt til, at regnestykket bliver ændret, mener Karl-Kristian Kruse.

- I finansloven havde vi udgangspunkt i 66.500 tons. Og som følge af, at vi nu kan sætte højere kvoter, vil de 130 millioner kroner, der nævnes, sikkert blive højere.

Læs også KNAPK ønsker større rejekvote

Og selvom det er usikkert, hvilken indflydelse en tilstrømning af flere rejer får på priserne, ser Karl-Kristian Kruse optimistisk på fremtidsudsigterne.

- Det kan ikke holdes skjult, at samfundet vil nyde godt af, at vi nu har mulighed for at sætte højere kvoter, uden at skade MSC-certificeringen.

- Vi kan nok regne med, at det er en indtægtskilde som vil holder i lang tid, siger naalakkersuisoq for fiskeri Karl-Kristian Kruse.

Læs også Prisen på rejer stiger