Kronprins Frederik har nedlagt sit første rensdyr

Kronprinsparrets besøg i Grønland har ikke kun budt på officielle pligter. Onsdag og torsdag var der blevet plads til lidt tid på egen hånd bl.a. til jagt.
Skrevet af Walter Turnowsky
08. august 2014 13:23

Den tid blev udnyttet til en tur, hvor kronprins Frederik kom på rensdyrjagt. Og jagten blev kronet af held, han skød en rensdyrtyr.

- Jagt på Grønland er altid noget helt særligt. Dels er man jo omgivet af det flotteste landskab og en stor natur, som man føler sig meget lille i. Og selve jagtdelen er jo også spændende, den er ikke givet.

- Rensdyr har ikke trang til bare at lade sig fange og skyde, fortæller kronprinsen.

Jagten foregik helt på grønlandsk manér. Således måtte kronprinsen selv brække dyret op og skinde det, ligesom han selv slæbte det den halvlange vej ned til vandkanten.

- Her er ingen undtagelse for en kronprins, der er jo ingen køretøjer, fortæller tronfølgeren.

Prins Christian med på jagten
Kronprinsens ældste barn, den 8-årige prins Christian, deltog i jagten, og ifølge faderen var det en stor oplevelse for den lille dreng.

- Hele oplevelsen var fantastisk for ham. At sejle med i en motorbåd og ligge og spejde efter dyrene, og selve jagten er jo også altid spændende.

Paggaa skal nok komme
Nu mangler kronprinsen så blot at leve op til en af de faste grønlandske traditioner, nemlig paggaa, hvilket hans kone kærligt minder ham om under pressemødet.

- Vi hørte jo bagefter, at det er meget traditionsbundet, når man nedlægger sit først dyr. Og det skal du også på et tidspunkt: Kaste med penge og slik, fastslog kronprinsesse Mary.