Isbjørne sætter DNA-spor i sneen

Franske forskere har i samarbejde med Verdensnaturfonden, WWF, for første gang isoleret DNA fra isbjørnes fodspor i sneen.
Skrevet af Camilla Dam
02. september 2014 12:41

Det er forskere fra det DNA-specialistselskabet SPYGEN, som har testet de hvide bjørnes spor fra en ekspedition til Svalbard i foråret.

- Det er meget spændende resultater. Det er første gang, det er lykkedes at udvinde DNA fra en isbjørns fodspor.

- Faktisk fandt vi ikke kun isbjørne-DNA i sporet, men også spor fra en sæl og en måge.

- WWF’s forskerhold fortalte os, at den pågældende isbjørn netop havde fanget en sæl, og at en måge var blevet set i samme område. Observationerne stemmer altså overens med oplysningerne fra DNA-prøverne, siger Eva Bellemain, projektleder hos SPYGEN.

Mindre invaderende forskning
Verdensnaturfonden glæder sig over resultaterne, fordi de nu kan holde styr på bestandene, uden at det behøver at være så bekosteligt.

- Forskere benytter sig i dag ofte af teknikker, der er både dyre og forstyrrende for isbjørnen, når de indsamler information om bestande og bjørnenes størrelse og trivsel.

- Ved at indsamle DNA fra fodspor i stedet bliver det lettere at monitorere og bliver klogere på bestandene, siger forskeren Arnaud Lyet.
 
Nu skal den nye teknik videreudvikles, og de vil samtidig undersøge om den kan benyttes på andre, sværttilgængelige dyrearter.