Illoqqortoormiuts butikker er tomme

Borgerne i Illoqqortoormiut har fået nok. Der er masser af øl og sprut i butikkerne, men hylderne med brød, mel og bleer er tomme.
Skrevet af Sandra Meinecke
29. juli 2014 05:19

Og skibet, som skulle være kommet i løbet af denne uge, er forsinket.

- Vi har det samme problem hvert år. Hver eneste gang denne sæson starter, har vi ingen varer i butikkerne. I dag er vi løbet tør for morgenmad, pålæg og nødvendige ting til små børn, som for eksempel bleer.

- Vi har heller ingen frugter eller kartofler - kort sagt, vi har slet ingen ting tilbage, siger Jens Madsen, som bor i Illoqqortoormiut.

Han tilføjer:

- Det påvirker os borgere rigtigt meget. Det er vanskeligt og det er trælst, at skibet som skulle komme her den 31. juli nu først kommer til august, siger Jens Madsen til KNR.

Køber gammel mad
Jan Madsen synes, at myndighederne burde overveje, hvordan østgrønlændere fremover skal forsynes med varer.

- Nogle har heldigvis grønlandsk mad, som vi sparer og rationerer. Og så kan vi heldigvis købe nogle frostvarer og dåser, selv om datoen er udløbet.

LÆS OGSÅ Tomme hylder i Illoqqortoormiut (anno 2012)

Klaus Dupont Iversen, operationsmanager hos Royal Arctic Line, forklarer, at de gerne ville sejle flere gange om året, men at isen forhindrer dem i at komme frem.

Det er også isen, der har forhindret skibet med varer i denne omgang. Skibet med forsyninger kommer kun forbi Illoqqortoormiut to gange om året.