Ikke flere penge til ICC

Forslag om større tilskud til inuit-organisationen ICC blev torsdag afvist af et flertal i Inatsisartut.
Skrevet af Karsten Sommer
25. april 2014 14:48

Det skriver sermitsiaq.ag i dag.

Det var IA's Aqqaluaq B. Egede, der havde stillet forslag om forhøjelse af landskassens støtte til ICC med 2 millioner kroner i 2015.

Men Siumut, Atassut og Demokraterne afviste forslaget, mens Partii Inuit og Inuit Ataqatigiit støttede det.

Demokraterne mener, at ICC bør kigge på sit pengeforbrug.

- ICC bør tage en saglig vurdering af, hvordan man forvalter sine penge. Er lønningerne for høje? Er rejseaktiviteten for høj, kunne man rejse billigere?, spurgte Demokraternes ordfører Michael Rosing i sit ordførerindlæg.

Partii Inuit støttede Aqqaluaq B. Egedes forslag. Men er ligesom Demokraterne skeptiske overfor ICC’ pengeforbrug.

- Vi har lagt mærke til, at formanden for ICC får høj løn. Vi vil fra Partii Inuit opfordre ICC til at revurdere sit regnskab, nu hvor der er knaphed på penge, sagde Randi Broberg fra Partii Inuit ifølge Sermitsiaq i sit ordførerindlæg.

Siumut og Atassut gentog deres forslag om, at ICC bør kigge på alternative indtægtsmuligheder.

IA ville dog heller ikke give pengene til ICC uden betingelser.

- Fra IA ser vi gerne, at der fremover stilles krav til ICC, så der med bevillingen følger et krav om, hvordan midlerne fordeles i forhold til lønninger, landsdækkende projekter samt internationalt arbejde, lød det fra Sara Olsvig.