IA: Naalakkersuisut må enten skabe klarhed eller udskrive valg

IA langer kraftigt ud efter Naalakkersuisut, efter at det er kommet frem, at Naalakkersuisoq for Fiskeri, Finn Karlsen, ikke vidste noget om Naalakkersuisuts forslag om fiskeriafgifter og nedsættelse af en arbejdsgruppe.
Naaja Nathanielsen Foto © : KNR
Skrevet af Thora H. Nielsen
27. august 2014 14:34

Derfor må de enten skabe klarhed, eller også må de udskrive valg, siger Naaja Nathanielsen fra IA.

- Det er jo kaos. Man må konstatere, at ingen taler sammen, og ingen ved, hvad den anden laver. De står ikke sammen om deres politik.

- Jeg synes ikke, der er nogen anden vej tilbage end, enten at skabe klarhed med det samme eller udskrive valg, siger Naaja Nathanielsen til KNR.

Inatsisartut har under forårssamlingen diskuteret, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse fra fiskeriet for at bekæmpe arbejdsløsheden.  

Gruppe nedsat i foråret
Arbejdsgruppens opgave er at lave en handlingsplan for at skabe flere arbejdspladser indenfor fiskeriet og at undersøge muligheden for at indføre afgifter på alle fiskearter efter fangstens størrelse.

Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq meddelte Radioavisen den 23. juni, at der var nedsat en arbejdsgruppe, der skulle analysere hele fiskeriafgiftsområdet.

Men alt det vidste Naalakkersuisoq for Fiskeri Finn Karlsen intet om, siger han til KNR  og forklarer, at emnet må have været har været diskuteret, før han blev minister.

- Jeg har fået at vide, at det har været diskuteret før min tid som Naalakkersuisoq. Det har vi nemlig ikke talt om, efter at jeg er trådt til som Naalakkersuisoq, pointerede Finn Karlsen i går.

Lang lur til Finn Karlsen
Men den forklaring køber Naaja Nathanielsen ikke. Hun mener til gengæld, at Finn Karlsen som den politisk ansvarlige på fiskeriområdet har haft rig lejlighed til at læse finanslovsforslaget, inden den blev fremlagt offentligheden.

- Man kan jo bare konstatere, at de ikke passer deres arbejde. Mig bekendt bliver finanslovsforslaget godkendt af Naalakkersuisut, inden det bliver offentliggjort.

- Hvis man ikke har læst det, så må det være, fordi man ikke har passet sit arbejde. Så hvis man ikke er bekendt med indholdet, så må man have sovet hele foråret, konstaterer Naaja Nathanielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naalakkersuisoq for Fiskeri Finn Karlsen og Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq.