Halvdelen af makrelkvoten ved Østkysten tilfalder grønlandske fartøjer

Departementet for Fiskeri indstiller nu til Finn Karlsen, at halvdelen af kvoten til makrel forsøgsfiskeriet ved Grønlands østkyst tilfalder grønlandske fartøjer.
Skrevet af Karsten Sommer
13. maj 2014 04:36

- På baggrund af en vurdering af kapaciteten i flåden, indstilles det, at 52 procent af TAC´en, svarende til 52.000 tons af den samlede kvote på 100.000 tons, fordeles til ansøgere, som har egne grønlandske fartøjer, skriver departementet i sin indstilling.
 
Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har modtaget i alt 37 ansøgninger til makrelfiskeriet, hvoraf kun de 12 ansøgere får tildelt kvote.
 
Alle kunne umuligt få andel i kvoten, da den samlede mængde af makrel i ansøgningerne var mere end 300.000 tons makrel - altså tre gange så meget som den samlede kvote.
 
Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug Finn Karlsen understregede allerede for to måneder siden, at man ønskede, at makrelkvoten overvejende skulle tildeles grønlandske fartøjer, for at skabe så megen beskæftigelse som muligt her i landet.
 
Ud over de 52 procent til rent grønlandske fartøjer, indstiller Departementet for fiskeri, at 38 procent af makrelkvoten fordeles til en række andre ansøgere, blandt andet rederier, der anvender indchartrede fartøjer.
 
Endelig reserveres 10 procent af TAC’en, svarende til 10.000 tons, så der bevares en mulighed for undervejs at tildele ekstra kvoter til selskaber, der fisker effektivt, understreger departementet for fiskeri, fangst og landbrug.