Håndboldforbund i politisk opråb: Vi mangler penge

Grønlands Håndboldforbund, TAAK, mangler penge til at udvikle elitehåndbold. Det har resulteret i en trænerfyring. Derfor prøver man nu at råbe politikerne op.
Det grønlandske kvindelandshold i håndbold deltog ved VM for første gang siden 2001. Foto © : Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Sebastian Trosborg
29. april 2024 16:00

For knap et halvt år siden var hele befolkningen en del af de grønlandske håndboldkvinder VM-fest i Stavanger.

Men nu står landsholdet i en helt anden situation, og glæden er sværere at spore. For efter en hver god fest kommer der også en regning. 

- Vi mangler økonomi - vi mangler penge, siger Carsten Olsen, der er formand for det grønlandske håndboldforbund, TAAK.  

Håber på reaktion efter trænerfyring

Konsekvensen ved den tomme pengekasse har været et farvel til den succesfulde duo med landstræner Anders Friis og assisterende landstræner Kim Ostermann Petersen, der blev fyret 26. marts. 

Årsagen til fyringen er, at forbundet er økonomisk presset hos elite-afdelingen, hvilket gør det svært for dem at tænke langsigtet. Og da der tilmed ikke er nogen større aktiviteter for kvindelandsholdet på kort sigt, valgte forbundet at spare penge her.

-Vi håber, at trænerfyringen kan være med til at få politikerne til at sige “shit, der skete da lige noget der, som vi måske er lidt medskyldige i”, siger formanden. 

Det har de ikke gjort indtil nu.

Situationen står altså i skærende kontrast til glæden, der var hos befolkningen under kvindelandsholdets deltagelse ved VM i håndbold i Stavanger. 

Festlig tur til Stavanger

Det er på trods af, at VM i Stavanger ikke blot var en festlig begivenhed for spillere, spillernes familier og hele det grønlandske folk. For, som vi tidligere har fortalt her på KNR, deltog flere politikere også i festlighederne.

En tur, der kostede lidt over 210.000 kroner i alt. Hvoraf Aqqaluaq B. Egede, der blandt andet er naalakkersuisoq for idræt, og hans departementer brugte 157.332 af dem.

- Når man ser, hvor meget Aqqaluaq B. Egede brugte på rejsen, så er det til at grine af, siger Carsten Olsen. 

Carsten Olsen mener, at det var på sin plads, at Aqqaluaq B. Egede var i Stavanger, men han undrer sig over, at turen skulle koste så meget. 

For pengene fra festen kunne have gjort gavn hos idrætsforbundene, selvom der skal flere til for at gøre en stor forskel.

- Det er millioner, vi snakker om, at der skal ind i idræt. Du kommer ikke særlig langt for ussel mammon. Du er nødt til at have en vis volumen i eliteidræt. Og det er ikke bare for håndbolden, siger han.

Presset økonomi 

Elitehåndbolden har behov for mere støtte fra naalakkersuisut, hvis man skal skabe de bedst mulige rammer for udvikling af sporten. 

- Det skal komme fra politisk hold. Det skal komme fra øverste sted. Det skal komme fra Aqqaluaq B. Egede, som gerne må komme i gang med at sørge for, at vi har de bedst mulige rammer, så vi kan agere sådan rent professionelt i vores organisation, siger Carsten Olsen. 

Formanden ønsker, at der kommer bedre vilkår for eliteidræt i Grønland, men her mangler der generelt for mange penge til at kunne prioritere det i høj nok grad.   

- Vi har brugt vores kræfter frivilligt på at prøve at skabe bedre rammer for håndbolden, men det er svært, når det ikke sker, siger han. 

Det grønlandske håndboldforbund er baseret på frivillige kræfter, og forbundet har mange tiltag, som man økonomisk ikke kan finansiere, fordi det kræver ansatte. 

- Der er kompetenceudvikling, der er synlighed og kommunikation. Der er planlægning og håndboldskoler. Vi har rigeligt af ting, vi gerne vil, og som vi ved, kan gøre en kæmpe forskel for samfundet, siger Carsten Olsen. 

Formanden håber blandt andet med trænerfyringen, at politikerne får øjnene op for den pressede økonomiske situation, der er i flere idrætsforbund i landet. 

- Nogle må vågne op. Ellers er de ikke voksne nok til at sidde, hvor de gør, siger formanden.