Qupanuk Olsen: Grønland er ude af takt med tiden

Det er kun et år siden, Inatsisartut valgte at skrue urene en time frem. Nu kæmper kendt influencer for, at de skal skrues tilbage igen, så klokken følger døgnets naturlige rytme.
Qupanuk Olsen mener, at det er langt ude, at Grønland følger en tidszone, som ikke passer med landets placering på Jorden. Derfor vil hun have tiden skruet tilbage. Foto © : Johasinnguaq Olsen/KNR
23. april 2024 07:34

Der er kuk i kukuret.

Det mener Qupanuk Olsen, som har startet en underskriftindsamling, der kæmper for at få skruet urene tilbage.

Står det til den succesfulde influencer, skal de fleste grønlændere følge tidszonen UTC -3, som er den tidszone, der også var gældende, før et enstemmigt Inatsisartut valgte at ændre tiden sidste år.

Samtidig skal sommertiden afskaffes, så man følger solens naturlige rytme året rundt.

- Det føles ikke naturligt, at solen ikke står på sit højeste, når klokken er 12. I dag står den på sit højeste lidt i 14.30. Det er forkert for vores kroppe, at tiden er så forskudt, siger Qupanuk Olsen.

I skrivende stund har lidt mere end 2.700 personer støttet op om Qupanuk Olsens underskriftsindsamling, der sluttede ved midnat.

Ulogisk at tage hensyn til London, Bruxelles og København

Bliver Qupanuk Olsens forslag en realitet, vil det betyde, at tidsforskellen mellem Nuuk og København om sommeren er helt oppe på fem timer, mens den om vinteren vil være fire timer. I dag er den på tre timer året rundt.

Da politikerne sidste år valgte at mindske tidsforskellen til Nordvesteuropa, lyd argumentet, at det vil være godt for erhvervslivet. Qupanuk Olsen synes dog hellere, at politikerne skulle tage hensyn til den grønlandske befolkning.

- Det er åndsvagt, at vi skal tilpasse os kontorarbejderne i Europa. Hvad med vores egen befolkning – fiskerne og fåreavlerne? Nu kan de først komme afsted senere på morgenen, fordi de er nødt til at vente på, at det bliver lyst. Det er langt ude, siger hun.

På sigt håber Qupanuk Olsen, at hver by og bygd får den tidszone, som passer til deres geografisk placering på Jorden. Det betyder, at folk i Qaanaaq-området (avanersuaq) skal følge den tidszone, som hedder UTC -4, mens Ittoqqortoormiit skal følge UTC -1.

Sker det, vil der være en tidsforskel intern i Grønland på hele tre timer.

Anaana – det er ikke nat endnu

Ifølge Qupanuk Olsen er det folk fra hele landet, som skriver under på, at de gerne vil have, at tidszonerne bliver ændret.

Blandt dem er fiskere og fangere i Nordgrønland, fåreavlere i syd, men også helt almindelige forældre, som er frustrerede over, at deres børn ikke kan sove ordentligt om natten.

Hjemme hos Qupanuk Olsen har hun også oplevet konsekvenskere af de nye tidszoner. Hendes yngste dreng klager nemlig over, at solen stadig står højt på himlen, når han skal til at i seng.

- Vi siger til ham ”Uppik, du skal i seng”. Så peger han på solen og siger ”Jamen, det er jo ikke nat endnu”. Det har han jo ret i, siger Qupanuk Olsen.  

De mange underskrifter vil Qupanuk Olsen nu aflevere til Inatsisartut og Naalakkersuisut.

Hun håber, at det kan påvirke politikerne, så de beslutter sig for at skrue tiden tilbage, så urene igen kan komme i takt med solens vandring over himlen.