Grønlandsk filmfremstød i Berlin

Til april næste år løber den største Grønlands film festival nogensinde af stablen i den tyske hovedstad Berlin.
Skrevet af Karsten Sommer
23. august 2011 09:58

Greenland Eyes International Film festival hedder begivenheden, der foregår i biografen Arsenal, der normalt huser en af verdens førende filmfestivaler, Berlinalen, og som anses for den mest seriøse biograf i Tyskland.

Bag det grønlandske filmfremstød står den grønlandsk/danske filminstruktør Ivalo Frank , som selv har boet i Berlin i en årrække, og netop har høstet international hæder for sin dokumentarfilm Echoes.

Festivalen organiseres i samarbejde med Humboldt Universitet i byen, og tanken er at vise et bredt udsnit af film, der er lavet i Grønland, eller har grønlandsk tema.

Udover de grønlandske produktioner vil der også blive vist udenlandske film, optaget i Grønland, deriblandt original udgaven af filmen SOS Iceberg med den kontroversielle tyske filmkvinde Leni Riefenstahl i hovedrollen.

Ivalo Frank appelerer desuden til alle, der har lavet alt, lige fra musikvideoer til hjemmelavede kortfilm, om at kontakte hende, så Berlins filminteresserede kan få et så bredt indtryk som muligt, af Grønland som filmland.