GM i langrend i fare

Imens nuummiutter har fundet de lette jakker frem og promenerer i solskinnet, sidder arrangørerne af de Grønlandske Mesterskaber i langrend og river sig i håret. Mesterskaberne, der skal afvikles i påsken, hænger lige nu i en tynd tråd.
Skrevet af Peter Troelsen
17. marts 2013 12:38

De høje varmegrader og den kraftige regn tidligere på ugen har lavet langrendsløjpen lidt uden for byen om til en svimmingpool, der er mere egnet til rygsvømning eller vandpolo end til langrend. Hvis der skal afvikles skiløb på den løjpe senere på måneden, kræver det solide frostgrader og snevejr.

Som det ser ud i øjeblikket er vejrguderne hverken leveringsdygtige i høje frostgrader eller gedigent snevejr på denne side af påske, og det giver rynker i panden hos arrangørerne. Mesterskaberne fremtid i Nuuk vil der komme mere om senere på ugen, imens langrendsløjpen ligger og ligner alt andet end en veltrimmer mesterskabsløjpe.