Gamle kommunenavne spøger i lovgivning

En lang række af bekendtgørelser og kommunale vedtægter gælder stadig for de gamle kommuner. Og det er et problem, for så kan de ikke bruges i dag, mener Politimesterembedet.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. marts 2013 09:48

Politiet i Sisimiut kan ikke umiddelbart rejse tiltale mod en erhversfanger, som har drevet jagt på snescooter ved Kangerlussuaq i et område, hvor det ikke er tilladt. Det skyldes at den bekendtgørelse, der regulerer brug af motorkøretøjer gælder for Sisimiut, Kangerlussuaq, og Maniitsoq kommuner, ikke den nye Qeqqata Kommunia.

Og det er et problem, der gælder en lang række af bekendtgørelser og kommunale vedtægter. Det forklarer vicepolitimester Morten Nielsen.

- Der er en lang række lokale lovgivninger, hvor retstilstanden ikke er så klar, fordi man ikke har udarbejdet nogen nye regler. Og der må vi i hvert tilfælde gå ind og foretage en vurdering af, om vi nu er i stand til at håndhæve den gamle lovgivning, siger han.

Men hvor stort problemet er, er der ikke nogen, der har overblik over.

- Der er det problem, at det er svært at finde de kommunale regler et centralt sted i et lovregister i Grønland. Så den virkelighed vi opererer i her, er i virkeligheden ganske kompliceret, og derfor indebærer de her sager en del kommunikation med den relevante kommunale myndighed, siger Morten Nielsen.

Men kan man ikke sige, at det lidt er en detalje at hænge sig i, for selvfølgelig var det ikke meningen med kommunalreformen, at de her bekendtgørelser og vedtægter ikke skulle gælde mere?

- Jeg kan sagtens forstå, at den almindelige borger, som hører sådan noget her, vil synes at det er noget teknisk detaljerytteri. Men det er nu en gang sådan noget, som jurister laver, og når man bekymrer sig for, om retssikkerheden er overholdt, så er det den slags, der er vigtigt, siger Morten Nielsen.

Der har tidligere været situationer, hvor folk, der havde brudt de gamle regler, ikke kunne tiltales. For eksempel da en person havde skudt op i luften inde i en by. Siden er der imidlertid udstedt nye politivedtægter, så man igen kan få en bøde for at skyde inde i byen. Og Morten Nielsen maner da også til besindighed, fordi lovgivningen ofte giver dobbelt dækning.

- Meget af den adfærd, der er reguleret i de detaljerede lokale vedtægter, vil ofte blive dækket af nogle mere generelle regler. Så det er ikke sådan, at vi står i et retstomt rum, siger han.

Ifølge afdelingschefen fra Selvstyrets Naturafdeling Martin Schiøtz er der ved at blive lavet en samlet bekendtgørelse for hele landet om brug af motorkøretøjer uden for byerne. Derfor bliver problemet med den forældede bekendtgørelse for Maniitsoq, Sisimiut og Kangerlussuaq løst inden længe.

Hverken Kanukoka eller Indenrigskontoret har ønsket at kommentere.