GA drøfter konkurrenceloven

Grønlands Arbejdsgiverforening - GA - har konkurrencelovgivning på programmet under en heldagskonference i dag på Hotel Hans Egede i Nuuk.
23. april 2014 05:43

Konferencen skal ses som et led i GA's kamp mod konkurrenceforvridende adfærd, der er i direkte modstrid med erhvervslivets interesse i at udvikle en stærk privat sektor her i landet.

Arrangementet er blevet til i bestræbelserne på at gøre erhvervslivet opmærksom på den gældende lovgivning og de faldgruber den rummer, så overtrædelser kan undgås.

Programmet byder blandt andet på et oplæg om den kommende konkurrencelov ved styrelseschef Nicolai Odgaard.

Samtidig vil konferencen også se nærmere på, hvor myndighederne får deres oplysninger, og hvordan kontrolbesøg finder sted.

Der vil på dagens konference ikke mindst blive sat fokus på, hvornår det er forbudt at udveksle konkurrentinformation. Hvornår er der tale om karteldannelse? Og hvordan forholder erhvervslivets organisationer sig overtrædelser af konkurrenceloven?

Konferencens oplæg vil blive optaget på video, så budskaberne kan udbredes til hele landet. Konferencen finder sted på Hotel Hans Egede.