Fuld mor overlod 3-årig søn til sig selv på gaden

I fredags blev en lille 3-årig dreng set gående alene rundt i Nuuks gader nær Industrivej, hvilket flere borgere undrede sig over. Om eftermiddagen fik politiet en anmeldelse, og drengen blev bragt til politistationen.
Skrevet af Dorthea Johansen
22. juli 2014 11:22

Det viste sig, at moren til barnet var fuld og ude af stand til at passe på sit barn. 

- Vi fik en anmeldelse klokken 14.00. Det var en borger der henvendte sig til politiet, der fortalte, at man havde et mindreårigt barn, som gik ved Industrivej. Foranlediget af det, tog vi ned til anmelderen og fandt ud af, at der var tale om en tre-årig dreng, der var alene, siger politikommissær Poul Petersen.

Mor og barn, allerede kendt af de sociale myndigheder

Det lykkedes ikke politiet, at finde frem til drengens forældre, derfor blev de sociale myndigheder tilkaldt, som både kendte drengen og vidste hvem moderen var, da de har mødt ham før og også tidligere har taget sig af ham.
 
- Moderen fik vi så kontakt til, lidt senere på bopælen, og der kunne vi så konstatere, at hun ikke var i stand til, at tage vare på dette barn, hvorfor de sociale myndigheder besluttede, at barnet skulle anbringes uden for hjemmet.

Drengen var sulten, da han blev fundet

Drengen var ikke kommet til skade, mens han gik alene rundt, men han havde dog en tom mave, da politiet fandt ham.
 
- Vi spurgte, om han havde fået noget mad og hvordan han havde det i det hele taget, og der kunne vi så se og mærke, at han havde nok ikke fået noget at spise i et stykke tid. Så fik han noget mad her på stationen samtidig med, at vi ventede på de sociale myndigheder, siger politikommissæren Poul Petersen.
 
At finde et barn gående alene, sker ikke ofte. Men i år i Nuuk, har politiet fået 10 henvendelser om lignende situationer.