Forsoningsmedlem Williamson: Vigtigt arbejde

Karla Jessen Williamson betoner vigtigheden af Forsoningskommissionen, som hun er blevet æresmedlem af.
Skrevet af Camilla Dam
23. juli 2014 14:04

- Vi skal anerkende vores problemer, hvis vi skal komme videre, påpeger hun over for KNR og understreger, at mange andre tidligere kolonier har været igennem den samme forsoningsproces.

I Canada, hvor Karla Jessen Williamson bor, har man også haft en sandheds- og forsoningskommission.

LÆS OGSÅ Så er den længe varslede forsoningskommission nedsat

Problemer skal synliggøres
Her blev det grundigt undersøgt, hvad den oprindelige befolkning havde været igennem under kolonitiden, og hvordan deres liv var blevet ændret - en lignende proces har fundet sted i Sydafrika.

- I den henseende er Canada og Sydafrika førende.

- Altså i at erkende hvilke problemer, der er (som følge af kolonisering, red.). Jeg regner derfor med, at man med arbejdet i forsoningskommissionen vil opnå dette, siger Karla Jessen Williamson, som har en doktorgrad i antropologi.

Dårlige eksempler
Der findes andre steder end Grønland, hvor forsoningsarbejdet ikke er gjort, og det har haft konsekvenser for landenes udvikling.

- Ser vi på forskellige stater i Afrika, som efter en kolonitid er blevet selvstændige, så virker det, som om de ikke magter opgaven, da der er interne stridigheder.

LÆS OGSÅ Fravalgte til forsoningskommissionen får også en rolle

- Derfor er en undersøgelse og en meningsudveksling - forsoning - meget vigtig, hvis vi skal nå til en erkendelse i fremtiden, siger Karla Jessen Williamson.

Forsoningskommissionen mødes første gang til august.