Formålsløst at sætte psykisk syge på gaden

Naaja Nathanielsen medlem af Inatsisartut for IA opfordrer til dialog om psykisk syge borgeres rettigheder og forhold.
Skrevet af Sandra Meinecke
12. september 2014 09:07

- Vi løser det helt sikkert ikke ved at sige, at psykisk syge ikke kan bo i offentlige boliger, siger Naaja Nathanielsen til KNR.

Medlemmet af Inatsisartut fra IA kalder menneskesynet bag Sivert K. Heilmanns beslutning om, at der ikke er plads til psykisk syge i Selvstyrets almene boliger, "så frastødende", og hun kræver en omgående forklaring.

LÆS OGSÅ Heilmann fastholder: Psykisk syge ingen adgang

Derfor har hun sendt et paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut. Hvor hun spørger Naalakkersuisut, om de mener, at beslutningen om at udelukke psykisk syge fra selvstyrets boliger er i tråd med menneskerettighederne.

- Men jeg synes, det er helt, helt, helt forfejlet at begynde at differentiere mellem vores borgere på den måde.

- Jeg ser det som en klar yderligere marginalisering af en gruppe borgere, der i forvejen har det svært, fastslår Naaja Nathanielsen.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz Larsen: Selvstyret fralægger sig ansvaret

I sin henvendelse til Naalakkersuisut spørger hun også, om det på et senere tidspunkt kommer til at gælde andre udsatte grupper i samfundet, så de heller ikke kan blive henvist til en selvstyreejet bolig og, hvad der ligger bag den kontroversielle beslutningen.

Naalakkersuisoq Sivert K. Heilmann, Atassut, svarer fredag morgen skriftligt på kritikken i pressen, at selvstyret ikke har noget valg og fastholder dermed budskabet i brevet.

LÆS OGSÅ Borgmester dybt rystet over brev fra Departement for Boliger

Kommunen vil miste sin anvisningsret til de såkaldte bundlejligheder, hvis det sker igen, at de lejes ud til psykisk syge. Dette gælder, uanset om kommunen vurderer, at de ikke er til gene eller fare for deres omgivelser.

- Det her det må simpelthen være en krænkelse af menneskerettighederne, og jeg kan også notere mig, at Kommuneqarfik Sermersooq har spurgt Institut for Menneskerettigheder, der egentlig har givet dem ret. Man kan ikke som offentlig myndighed gå ind og forskelsbehandle på den her måde, siger Naaja Nathanielse.

LÆS OGSÅ Departementet for boliger bryder menneskerettighederne

Hun understreger, at der er mange andre måder, man kan gribe et eventuelt problem med psykisk syge an på, først og fremmeste en ordentlig behandling fra det offentlige.

- Jamen, man bør indgå i en dialog, hvis man mener, at der er et problem, og så må man jo se på de generelle rammer, som er til rådighed for den gruppe af borgere, der har særlige behov.

- Man kan da ikke begynde at sætte dem på gaden eller nægte dem adgang til den fælles boligmasse, fordi de har en sygdom, slutter Naaja Nathaielsen.