Flot præstation af Nukannguaq

Nukannguaq Søholm var i weekenden til Top 12 stævnet i Skagen. Stævnet var det stærkeste set i mange år i Danmark. Hele det danske ungdomslandhold var med.
Skrevet af Peter Troelsen
19. marts 2013 06:59

1 dansk seniorlandsholdsspiller, 1 færøske landsholdsspiller, 1 kinesisk spiller og 2 svenske spillere. Alt i alt 12 spillere som har spillet bordtennis i rigtig mange år og som har en helt enorm styrke. Nukannguaq var virkeligt oppe mod den danske elite, og hun gjorde det rigtig rigtig godt.

-Nukannguaq endte som nummer 11 ved stævnet, da en spiller valgte at trække sig. Det skal dog siges at den spiller slog Nukannguaq for 1 måned siden. Samtidig var det en stor oplevelse for Nukannguaq og hendes træningsmakker Malia Kleist at være med til stævnet. At se hele den danske elite og selv være en del af det var meget lærerigt, fortæller landstræner Tommy Jørgensen, der nu ser frem mod GM i bordtennis, der afholdes i Nuuk i påsken.

Stævnet havde også besøg af flere personer, som tidligere havde boet på Grønland eller var grønlændere. Det var en oplevelse at mærke deres opbakning.  Endelig var der faktisk en spiller mere med grønlandsk blod i årene. Rasmus Lennert fra Roskilde, som flot blev nummer 10 i drenge.