To fiskere reddet af helikopter

Ilulissat isfjord viste endnu engang at den kan være uforudsigelig fredag aften. To fiskere måtte reddes af en helikopter, da isen pludselige lukkede fjorden.
Skrevet af Noah Mølgaard
14. januar 2013 12:57

To fiskere måtte forlade deres jolle og blive  hejst op til en S-61 helikopter fredag aften.

De to fiskere havde ingen andre muligheder end at tilkalde hjælp, da isen pludselig lukkede Ilulissat isfjord. Selv andre fartøjer havde ikke mulighed for at hjælpe de nødstedte.

- En S-61 helikopter blev tilkaldt fra Kangerlussuaq og kunne ved 20-tiden om aftenen bringe de to fiskere til Ilulissat. Der var læge, portør og politibetjent ombord i helikopteren. Vi kunne heldigvis konstatere at de to fiskere var i god behold og havde sikkerhedsudstyret i orden, siger vicepolitikommisær Leo Thelin til KNR.gl.

Det er den første redningsaktion med S-61 helikopter efter at den nye aftale om beredskab trådte i kraft den 1. januar.

- Det var heldigt, at der var rolige vejrforhold. Redningsholdet kunne hurtigt finde de to fiskere, selvom det var mørkt på det tidspunkt, siger Leo Thelin.