Færre på venteliste til anstalt

Kriminalforsorgen har udgivet sin årsrapport for 2013. Her kan man læse, at antallet af dømte, der venter på at komme i anstalten, er blevet meget mindre.
Skrevet af Jette Andersen
16. april 2014 06:49

Det er takket være den midlertidige anstalt i Kangerlussuaq, der lukkede i marts i år. Den havde plads til 30 dømte.

251 dømte ventede på at komme i anstalt i begyndelsen af året. Men da 2013 var slut, var det tal nede på 56.

Kriminalforsorgen rådede over syv anstalte sidste år: Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk, Qaqortoq, Tasiilaq og Kangerlussuaq, men nu er Kangerlussuaq altså lukket. De syv anstalte havde plads til i alt 194 kriminelle.

De pladser blev brugt til at huse 548 personer i 2013. Både anholdte, tilbageholdte og domfældte.

I forhold til overbelægning, var det kun Qaqortoq, der var ude for det. Generelt var det ikke et problem for de andre anstalte. Ilulissat har været fyldt hele året, men uden at have været overbelagt.

Selvmord kan ske i anstalterne. Sidste år begik én selvmord, mens en anden forsøgte.

I forhold til beskæftigelse arbejdede 82 procent af de indsatte i selve anstalten, mens 18 procent arbejdede uden for anstalten.

Den allerstørste årsag til, at de indsatte fik en disciplinær foranstaltning - der kan resultere i advarsel, bøde, enrum og frakendelse af udgang - var besiddelse og indsmugling af hash og rygeredskaber, skriver Kriminalforsorgen i sin årsrapport.

I rapporten kan også læses, at 26 indsatte fik held med at flygte fra anstalterne.

Personalet i anstalterne har fire forskellige magt- og sikringsmidler. Tre af metoderne har været opadgående sidste år. Det er magtanvendelse, håndjern og observationscelleanbringelse, mens sikringscelleanbringelse ser ud til at ligge på et meget lille niveau.

Kriminalforsorgen har 115 medarbejdere i alt, og sidste år afsluttede 13 anstaltsbetjente en grunduddannelse.

I og med, at kriminelle ofte har en belastende fortid, tilbyder Kriminalforsorgen nu - hvad de selv kalder - et unikt programtilbud, der giver den enkelte indsigt i sine problemer, motiverer til at arbejde med problemerne og til sidst får den indsatte redskaber til at ændre sin adfærd.