Et nyt grønlandsk fotoprojekt - ISI ØJE EYE - har set dagens lys i denne uge

Projektets hjemmeside er netop åbnet på netadressen www.isi.nebula.gl hvor man kan læse nærmere om fotokonkurrencen, der åbner for tilmelding fra den 1.september.
Skrevet af Jette Andersen
07. august 2013 08:11

Projektlederen, Pipaluk Lykke Løgstrup fra Sisimiut, forklarer at konkurrencen henvender sig til alle amatørfotografer bosat i Grønland.

De kan fra 1.september indsende deres bedste digitale foto til konkurrencen, som har til formål at vise den grønlandske befolknings egne billeder af landet, som modvægt til mange af de fotos man er vant til at se i fotobøger og turistbrochurer.

Hver deltager kan kun indsende ET billede til konkurrencen, som vil bestå af fem forskellige kategorier, som vil blive offentliggjort den 1.september, når konkurrencen begynder.

En jury - bestående af Arnajaraq Støvlbæk, Aka Hansen og Ivars Silis - skal så udpege de 40 allerbedste fotos, som dels vil blive vist på en udstilling, og senere blive udgivet i en bog.

Bogen vil også komme til at indeholde historiske billeder fra Grønland, som Grønlands Nationalmuseum- og Arkiv har været med til at udvælge.

Fotoudstillingen forventes at åbne i kulturhuset Taseralik i Sisimiut d. 20. marts næste år i forbindelse med årets Arctic Circle Race.