Endnu en grønlandsordfører udskiftes

De Radikales grønlandsordfører Christian Friis Bach siger farvel til dansk politik til fordel for en toppost i FN.
Skrevet af Martine Lind Krebs
10. juli 2014 04:17

Fremover bliver han leder af FN’s økonomiske kommission UNECE, der især spiller en væsentlig rolle i Østeuropa og Rusland og spås at få en vigtig rolle for fredsprocessen i Ukraine.

Christian Friis Bach, der valgte at træde tilbage fra posten som udviklingsminister som følge af GGGI-sagen, har været grønlands- og færøordfører samt udenrigsordfører, fødevareordfører, landbrugsordfører og ordfører for landdistrikter og øer siden februar, hvor han også blev de Radikales gruppeordfører.

LÆS OGSÅ: Ny Grønlandsordfører for de Radikale

Hans nye titel bliver undergeneralsekretær i FN, hvilket er niveauet lige under generalsekretæren, og det gør ham til den højest placerede dansker i FN.

De Radikale vil i morgen vælge en fungerende gruppeformand, inden partiets sommergruppemøde den 11.-12. august, hvor de vil udpege den endelige gruppeformand og en ny grønlandsordfører.

LÆS OGSÅ: Venstre skifter igen ud på posten som grønlandsordfører

Posten som grønlandsordfører har for flere af partierne i denne folketingsperiode været præget af udskiftning. Det bliver Radikales tredje ordfører til at varetage de grønlandske spørgsmål, og også Venstre har skiftet ud 2 gange, mens SF har skiftet ud en enkelt gang.

LÆS OGSÅ: Alle grønlandsordførere på plads

 

Hvem er grønlandsordførere pt.:

Socialdemokraterne: Flemming Møller Mortensen

Radikale: En ny udpeges på sommergruppemødet 11.-12. august

SF: Annette Vilhelmsen

Enhedslisten: Finn Sørensen

Venstre: Claus Hjort Frederiksen

Dansk Folkeparti: Søren Espersen

Liberal Alliance: Villum Christensen

Konservative: Per Stig Møller