Dansk DF-politiker revser Grønlands regering

I sin ugentlige klumme kritiserer Søren Espersen fra Dansk Folkeparti Naalakkersuisuts forslag om at begrænse aktindsigten i storskalaprojekter og manglen på reaktion fra dansk side.
Skrevet af Camilla Dam
29. juli 2014 09:56

- I samme ombæring bliver borgernes muligheder for at klage også begrænset. Lovforslaget begrundes med hensynet til en smidig og hurtigere sagsbehandling, som altså åbenbart vil vanskeliggøres, hvis man skal tage stilling til anmodninger om aktindsigt.

LÆS OGSÅ Ombudsmanden vil kigge på undtagelse af aktindsigt i råstofdokumenter

- Til det er der at sige, at demokrati er besværligt. Og så er det da helt oplagt, at det Siumut-styrede landsstyre ganske enkelt ønsker så lidt brok, som muligt. For når en beslutning først er truffet, så er det altid sværere at få lavet denne om. Man vil rent ud sagt forsøge at luske de såkaldte storskalaprojekter igennem.

- Vakte dette så ramaskrig i Danmark? Kom det i tv-nyhederne? Gik regeringen straks ud og hældte dette udemokratiske og faktisk farlige forslag ned af brættet?

- Nej, nej og nej, skriver folketingsmedlemmet i sit ugebrev på DF’s hjemmeside.

Vedrører ikke kun Grønland
Politikeren ser meget alvorligt på uranudvindingen og på udsigten til, at flere tusinde kinesere skal stå for arbejdet i minerne.

 - Jeg må sige, at dette undrer mig såre, for hvis man tror, at storskalaprojekterne ikke kommer til at berøre Danmark, og at der i øvrigt er tale om rene grønlandske forhold, så tror man fejl!

LÆS OGSÅ Vi siger ja til storskala

- Man må heller ikke glemme, at Grønland, trods selvstyreloven, og Danmark er nært forbundne. Grønland og Danmark har en lang, fælles historie og et skæbnefællesskab, fastslår Søren Espersen.

Han sætter også spørgsmålstegn ved kinesernes interesse i bæredygtighed og miljøet i det hele taget.