Canadisk sandhedskommission udpeger æresvidner

En række udvalgte såkaldte æresvidner skal sikre, at konklusionerne fra Canadas Sandheds- og Forsoningskommission bliver husket.
22. april 2014 06:38

Den canadiske Sandheds- og Forsoningskommission er tæt på at afslutte sit arbejde. Mary Simon, den kendte inuitleder, blev udnævnt til æresvidne - honorary witness - ved det store sandheds- og forsoningsmøde sidste måned.

Det er æresvidnernes opgave, på vegne af alle Canadas oprindelige folk, at sørge for, at en historisk begivenhed sikres for eftertiden og bliver delt med samfundet omkring dem.

Fordi kommissionen måtte fokusere så meget på kostskolerne og det misbrug, der fandt sted dér, og fordi så få canadiere ved noget om denne historie, har Mary Simon understreget vigtigheden af uddannelse i hendes vidnesbyrd til kommissionen.

Ved den ceremoni, hvor hun blev udnævnt til æresvidne, overdrog hun et dokument, der handler om uddannelsesstrategien for inuitbefolkningen.

Mary Simon fortæller til KNR, at inuitdokumentet blev lagt i et håndskåret træskrin, som anses som helligt, og som vil blive bevaret for eftertiden i det museum om kommissionens arbejde, der skal opføres.

- Forsoning indebærer forståelse, og alle canadiere skal derfor lære om denne del af Canadas historie, siger Mary Simon:

- Vi må arbejde for, at oprindelige folks kultur bliver en del af pensummet i alle Canadas skoler. Kun på den måde kan vi måske nå frem til gensidig forståelse og forsoning.