Canadisk-russisk strid om Arktis positiv for Hans Ø

Canada vil beskytte sine interesser i forhold til Ruslands militære oprustning omkring Arktis. Og i den sammenhæng bliver den canadisk-grønlandske disputs om Hans Ø mindre ophedet.
26. august 2014 09:34

Berlingske skriver, at Hans Ø er blevet diskuteret i forbindelse med diplomatiske møder mellem den canadiske udenrigsminister, John Baird, Naalakkersuisut-formand, Aleqa Hammond, og Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard.

I 2012 indgik Grønland og Canada en aftale for den geografiske fordeling af fiskeri- og olierettigheder omkring Baffinbugten, men dengang kunne de ikke blive enige med canadierne om Hans Ø.

Ligesindede venner
Nu er stemningen langt mere positiv.

- Vi havde en god diskussion her til morgen om alle disse emner.

- Vi har jo gjort store fremskridt med den seneste Lincoln Sea-aftale, men vi har mere arbejde at gøre færdigt. Blandt andet skal vi have udarbejdet det endelige kort over kontinentalsoklen.

- Men vi er opsatte på at samarbejde med vore ligesindede venner og allierede, og hvis Canada og Grønland ikke kan tackle disse udfordringer bilateralt, så ser det sort ud for verden, siger den canadiske udenrigsminister til Berlingske.

Et af løsningsforslagene er at dele Hans Ø i to mellem Grønland og Canada. På mødet blev der også diskuteret importforbud af sælskind og arbejdet i Arktisk Råd.