Blå Kors: Børn i familier med alkoholmisbrug skal hjælpes

Blå Kors i Grønland og Danmark udgiver i samarbejde et hæfte, der fortæller hvordan man som enkeltperson bedst hjælper børn i familier med alkoholproblemer.
15. september 2014 06:18

Når far eller mor drikker, har børn brug for, at der er velfungerende voksne i deres omgangskreds, der kan hjælpe dem og vise dem en anden vej.

Sådan lyder det fra Blå Kors, der nu lancerer et nyt initiativ i Grønland, hvor formålet er at dele erfaringer om, hvordan man som enkeltperson bedst kan hjælpe.

Stort behov for at vide, hvordan man hjælper
Foreningen udgiver hæftet ”Åbn øjnene - tal om det” der er trykt i 4.000 eksemplarer. Foreningen holder også to kurser i Nuuk i slutningen af september.

Initiativet består af nogle få enkle elementer med vægt på oplysning om, hvordan man som enkeltperson bedst hjælper børn i familier med alkoholproblemer:

- Vi så det materiale Blå Kors Danmark udgav i 2011 og ønskede et tilsvarende materiale på grønlandsk.

- Hver eneste by har børn med forældre der drikker. Behovet for at vide, hvordan man hjælper, er meget stort, fortæller Elisabeth Lyberth, formand for Blå Kors Grønland.

Hæftet er tilpasset grønlandske forhold
Kommunikationschef for foreningen, Per Breindahl, fortæller, at selvom mange af rådene fra Danmark også kan bruges i Grønland, er der også kulturelle forskelle.

- Derfor har vi sprogligt og kulturelt bearbejdet materialet, så den passer til grønlandske forhold, siger han.

Materialet er versioneret til grønlandsk i samarbejde med Alkohol og Narkotikarådet, Departementet for Sundhed og Infrastruktur samt Kommuneqarfik Sermersooq.