Bedre salgsboder skal sikre større udbytte ved krydstogtbesøg

En ny krydstogtskomité vil prøve at gøre Nuuk mere åben og brugervenlig for krydstogtspassagerer, når de besøger hovedstaden.
Skrevet af Karsten Sommer
27. maj 2014 07:52

Målet er blandt andet at få lavet nogle transportable salgsboder, der kan synliggøre de små lokale aktører med salg af varer.

Krydstogtskomitéen vil også koordinere de aktiviteter, der skal være forud for og under et krydstogtsanløb.

Det har i nogle årtier været et normalt syn at se et udenlandsk krydstogtskib ankomme til Nuuk, hvorefter turisterne går fra borde for at udforske byen.

Ofte står så lokale husflidskunstnere på nakken af hinanden - klar til at tilbyde deres souveniervarer. Men det hele er alt for uorganiseret, og turisterne må ofte løbe efter de handlende for at få lov til at købe noget, siger en lokal turistaktør, Grace Heindorf Nielsen.

- Den ny krydstogtskomité skal være med til at organisere handlen med turisterne bedre, så alle får mest muligt ud af krydstogts-anløbene, skriver Sarah Thode Andersen fra Sermersooq Erhvervsråd.

Initiativet sker i samarbejde med lokale kræfter fra blandt andet National Museet, Kunstmuseet, Touring Greenland, Inuk Hostels og husflidsforeningen “Sikkerneq”.