Beboere i Canada stopper undersøgelser

Beboerne i Clyde River vil have stoppet seismiske undersøgelser med udsendelse af ekstremt høje lyde i farvandet ved deres bygd.
31. juli 2014 12:05

Clyde River - Kangertugaapik - er en bygd på østsiden af Baffin øen ved Davis strædet som vender over imod Grønland. Den ligger på breddegrad svarende til midtvejs mellem Upernavik og Ummannaq. Og indbyggerne dér er rasende.

Tre multinationale energiselskaber havde nemlig fået grønt lys til at udføre seismiske undersøgelser i Davis strædet ud for bygden. De tre selskaber havde fået et såkaldt  “exploration certificate” fra Canadas Nationale Energistyrelse og af ministeren for nordlige anliggender,  Bernard Valcourt, med henblik på at finde mulige olieforekomster.

De seismiske undersøgelser skulle være begyndt den 22. juli.

Men det vil bygdens beboerne ikke finde sig i.

Har ikke gjort deres arbejde ordentligt
Cathy Towtongie, president for Nunavut Tunngavik, der administere jordrettighederne i Nunavut, siger til Radioavisen at den Nationale Energiadministration, der administrerer høringsprocessen, slet ikke havde gjort deres arbejde ordentligt.

De var bare fløjet ind og hurtigt talt med folk og så fløjet ud igen.

- Det er ikke nok med sådan en overfladisk konsultation, siger Cathy Towtongie, vi skal have grundig information, før vi kan give et rigtigt og klart samtykke til projektet, og det har vi ikke fået!

Nunavut Tunngavik klagede derfor til den canadiske regering og har nu fået yderligere et års frist til at svare. Så der bliver ikke udført seismiske undersøgelser nu i år.

Undersøgelser kan forstyrre dyrene
Cathy Towtongie forklare videre til radioavisen at deres skepsis omkring sådanne seismiske undersøgelser, skyldes at de høje lyde kan have meget negativ indflydelse på hvalerne, sælerne og narhvalerne i området. Og dermed få store konsekvenser for Inuits generelle livskvalitet.

Nunavut Tunngavik anlægger nu en sag imod regeringen for at få de seismiske undersøgelser i området stoppet permanent.