Børnetalsmand vil skole børn for Grønlands fremtids skyld

Det er nødvendigt at tænke i helt nye baner og ændre vores syn på rettigheder og pligt for at sikre et højere uddannelsesniveau, mener Børnetalsmanden.
Aaja Chemnitz Larsen Foto © : KNR
29. juli 2014 09:02

- Vores fremtid er bogstavlig talt i vores hænder, men vil vi betale prisen i form af hårdt arbejde, færre privilegier og anderledes løsninger end dem, vi kender i dag, spørger Børnetalsmand, Aaja Chemnitz Larsen, om i et debatindlæg, efter at hun har deltaget i ICC’s generalforsamling i Inuvik.

Børnetalsmanden lægger især vægt på, at den grønlandske drøm om fuld selvstændighed kræver et højere uddannelsesniveau, og derfor mener hun, at det måske er på tide at tænke uddannelse på en anden måde.

- Vi skal måske gå fra at se uddannelse som en rettighed til at se det som en forpligtelse. Hvis vi reelt ønsker selvbestemmelse, handler det også om, hvad vi selv vil investere af tid, energi og engagement, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Langsigtet løsning nødvendig
Hun mener, at reel bæredygtig udvikling - menneskeligt og økonomisk - tager udgangspunkt i den yngre generation, og her mener hun, at det nødvendigt med nye løsninger.

- Vi er nødt til at tænke langt mere i forebyggelse og i langsigtede løsninger.

- Der er behov for massive forandringer for at sikre alle børn en værdig og tryg barndom, men da massive forandringer tager tid, så det er på tide at komme i gang, slår Børnetalsmanden fast.