Avis: Savnet pilot er fra USA

En amerikansk lokalavis The Forum of Fargo mener at kende identiteten på piloten i det formodentligt forulykkede privatfly, der forsvandt for seks dage siden i en piteraq-storm under en flyvning fra Keflavik i Island til Kulusuk.
17. september 2014 04:43

I følge avisen er det den 34-årig amerikaner Paul Eriksmoen fra Shelton i staten Washington der var den eneste mand i flyet og som nu er væk.
 
Pilotens far Curtis Eriksmoen oplyser til The Forum of Fargo, at hans søn var alene om bord på turen med Cessna-flyet, der skulle transporteres fra Europa til USA. Paul Eriksmoen er pilotuddannet og ansat af amerikanske flyproducenter til at levere fly til kunder rundt om i verden.

LÆS OGSÅ Eftersøgning: Første dag med klart vejr

Faderen oplyser, at familien blev underrettet om det forsvundne fly lørdag, da flere familiemedlemmer ikke havde kunnet komme i kontakt med ham.
 
I dag er det seks dage siden flyet forsvandt, efter at det havde haft radiokontakt med Kulusuk kort før den planlagte landing. Endnu er intet bekræftet fra grønlandsk politi eller flymyndigheder her eller på Island om den påståede amerikanske pilot.

Vejret har vanskeliggjort eftersøgning
Siden er der blevet sat fly og helikoptere ind i eftersøgningen, som har været vanskelig på grund af flere dages dårligt vejr.
 
I går deltog et Twin Otter Fly og en Sikorsky Helikopter fra Air Greenland i afsøgningen af et stort område af farvandet ud for østkysten og ind over indlandsisen sydvest for Kulusuk. Men også igår sluttede eftersøgningen resultatløs. 

LÆS OGSÅ Stadig intet nyt om forsvundet fly