Arctic Green Foods ledelse bliver stævnet

Sagen om Arctic Green Foods formøbling af offentlig støtte på 4,9 millioner kroner, få måneder før fødevareproducentens konkurs, bliver nu et anliggende for domstolene. - Det skriver avisen Sermitsiaq, der udkommer i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
20. december 2013 04:22

Det er Departementet for fiskeri, fangst og landbrug, som har bedt Nuna Advokaterne i Nuuk om, at stævne fødevarevirksomhedens daværende ledelse. Nuna Advokaterne skriver i en redegørelse, at Arctic Green Food har pådraget sig et ansvar, når selskabet brugte tilskuddet til at lukke nogle økonomiske huller umiddelbart forud for konkursen.

- Vi har fået foretaget en grundig juridisk vurdering af selskabets forhold. Vi mener ikke, der er nogen tvivl om, at Arctic Green Foods ledelse har handlet mod bedrevidende, og på den baggrund ønsker vi at gå rettens vej, for at få placeret et ansvar, siger departementschef Jørgen Isak Olsen fra Departementet for fiskeri, fangst og landbrug til Sermitsiaq.

Nuna Advokaterne har tidligere i forbindelse med sin kortlægning af virksomhedens konkurs, krævet at få tilbagebetalt 3,5 millioner af Arctic Green Foods søsterselskab Greenland Properties.

Årsagen er, at på blot ni dage i januar, overfører Arctic Green Food de 3,5 millioner til søsterselskabet, der blev oprettet i 2011, og som ejede bygninger og fabriksanlæg.

Betalingen nedbringer en intern mellemregning mellem de to selskaber, blandt andet indfrier Arctic Green Food et lån i Grønlandsbanken for søsterselskabet, ligesom Greenland Properties også modtager krabber til en værdi af 708.000 kroner.