Aleqa: Det er nødvendigt med forsoning

- For at lægge afstand til koloniseringen af vort land, er det nødvendigt at der finder forsoning og tilgivelser sted.
Skrevet af Karsten Sommer
16. august 2013 10:22

Sådan står der i Naalakkersuisuts koalitionsaftale, og det er baggrunden for at der nu i Finanslovsforslaget er afsat i alt 9,6 millioner over de næste 4 år. De penge skal bruges til at etablere et sekretariat for en Forsoningskommission

Det skriver formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond i en pressemeddelelse i går aftes, efter at Radioavisen i flere dage forgæves har forsøgt at få Aleqa Hammond til at fortælle om Naalakkersuisuts intentioner med Forsoningskommissionen.

- Jeg har naturligvis selv ideer til arbejdet, men kommissionen skal have mulighed for selv at forme sit arbejde, skriver Aleqa Hammond, der ikke mener at der skal folkevalgte politikere ind i kommissionen.

- Forsoningskommissionen skal ikke være skueplads for partipolitiske udgydelser, som hun så skarpt skriver.

- Vi forestiller os en mindre kommission med fagligt relevante folk, som vil kunne fremme forsoningsprocessen. For eksempel historikere, psykologer, antropologer, sociologer eller endda repræsentanter fra Kirken, foreslår Aleqa Hammond.

- Jeg forventer, at arbejdet munder ud i en rapport som vil give anbefalinger, så der kan rettes op på ting, der modvirker grundlæggende forsoning med kolonitiden, forholdet mellem Grønland og Danmark, og vore folk, skriver formanden for Naalakkersuisut.

Hendes forgænger på posten, Kuupik V. Kleist, bakkede forleden i princippet op bag Forsoningskommissionen, men undrede sig over at den var prioriteret højere end den Forfatningskommission, som et enigt Inatsisartut tidligere har besluttet skulle igangsættes.

- Det er nu en gang en regerings ret at nedsætte kommissioner - som Kuupik Kleist også selv gjorde i sin regeringstid - og vi vil naturligvis involvere Inatsisartut og partierne omkring Forsoningskommissionen. Og samtidig også skrive den redegørelse, der mangler, for at danne grundlag for en etablering af en Forfatningskommission, skriver Aleqa Hammond.