Air Greenland: Vulkanudbrud indvirker ikke på lufttrafik

Det får ingen følger for lufttrafikken internt i Grønland og fra Grønland, at den islandske vulkan Bardarbunga er gået i udbrud. Det siger marketingschef i Air Greenland Christian Keldsen til KNR.
Skrevet af Mads Lynge
29. august 2014 12:55

I Island har myndighederne lukket en del af luftrummet over landet, men som tingene er nu, vil vulkanudbruddet ikke få indvirkning på lufttrafikken til og fra Grønland:

- Det, der er i gang lige nu, det volder ikee nogen problemer for Air Greenland. Vores rute til Danmark, den var planlagt til at gå nord om Island uanset hvad, så vi havde aldrig planer om, eller skulle igennem det luftrum, der er spærret.

- Så vi får ikke nogle forsinkelser som følge af vulkanen på nuværende tidspunkt, siger Christian Keldsen fra Air Greenland.

Han er ikke bekymret over begivenhederne i Island:

- Det her er jo bare et vulkanudbrud. Det man havde de andre gange, der var det vulkanudbrud neden under nogle gletsjere. Nu er jeg ikke geolog, men som jeg har fået det forklaret, så var det de gletsjere, der forårsagede al den her aske, som røg op i luften og blev bragt videre med vinden og generede luftrummet.

- Og lige nu, så rør den her vulkan på sig nede i jorden. Så man er ikke lige p.t. i risiko for at stå i samme situation som i 2010, men man har lukket noget af det islandske luftum af, siger Christian Keldsen til KNR.

Han understreger dog, at man følger med i, hvad der sker i Island.

Air Icelands kundeservice oplyser også over for KNR, at vulkanudbruddet indtil nu ikke har haft nogen indvirkning på trafikken mellem Island og Grønland.