Air Greenland sætter offshore-helikoptere til salg inden levering

Da Air Greenland for to år siden indgik aftale med helikopterproducenten Eurocopter om levering af to nybyggede EC225-helikoptere i 2014, var det med forventning om stigende aktivitet i olieselskabernes efterforskning og boringer.
Skrevet af Simon Uldum -
16. august 2013 11:17

Dette er dog endnu ikke blevet realiseret, tværtimod har flere selskaber udskudt eller neddroslet deres aktiviteter ved Grønland. Det er baggrunden for, at Air Greenlands bestyrelse i dag enstemmigt har besluttet at sætte de to helikoptere til salg.

- Vi bestilte helikopterne allerede i 2011 på grund af lang leveringstid for at være klar til operation, når olieselskaberne forventeligt ville igangsætte offshore aktiviteter. Vi har hele tiden været i tæt dialog med disse selskaber og fulgt markedet tæt, og desværre må vi konstatere, at det ikke har vist sig muligt at beskæftige helikopterne tilstrækkeligt i 2014. Der er heller ikke tilfredsstillende udsigter for årene derefter, og når de forventede kunder ikke er der, så tager vi som ansvarligt selskab naturligvis konsekvensen og tilpasser os markedet, inden omkostninger til fx træning og reservedele tager fart, forklarer bestyrelsesformand Jens Wittrup-Willumsen.

Air Greenland forventer at kunne sælge EC225-helikopterne uden tab.