90 dårlige husleje-betalere sendt på gaden

Boligselskabet A/S INI strammer op over for udsatte lejere, der har boet midlertidigt i selskabets lejligheder. Derfor er 90 lejere fordelt i fire byer per 1. september blevet smidt ud efter tre måneder i midlertidig indkvartering.
Skrevet af Jaaku Lyberth
10. september 2014 03:34

- Boligselskabet Iserit har fået dommerkendelse til at smide beboere indlogeret i midlertidige lejligheder på gaden, og det er dette regulativ, som boligselskabet A/S INI benytter fra 1. september, siger kommunikationschef i A/S INI, Else Løvstrøm, til KNR.

Inden den tre måneder lange, midlertidige indkvartering er beboerne blevet sat ud af deres bolig under INI eller Iserit pga. manglende huslejebetaling.

Som det er nu, betales lejen til de midlertidige lejligheder over huslejen af de lejere, der betaler, hvad de skal. En udgift, der samlet løber op i 6 millioner kroner årligt.

Før, den nye ordning trådte i kraft, kunne man bo midlertidigt i flere år. Men nu varer den løsning kun tre måneder, før lejere selv skal finde et nyt sted at bo.

Boligselskabet A/S INI oplyser, at der er nogle udsatte lejere, der har boet gratis i midlertidige lejligheder i op 10 år.  Det er dog slut nu, fastslår INI.

Indtil videre er det kun de midlertidige lejligheder i Maniitsoq, Qaqortoq, Paamiut og Sisimiut, der er blevet rømmet, men snart kommer turen til resten af landet. Der bliver set på lejlighederne i Nuuk i oktober, oplyser Boligselskabet A/S INI.