100 procent adrenalin og snescootere i kommende film

I Sisimiut planlægger en håndfuld gutter at indspille en film udelukkende om snescootere.
16. april 2014 07:34

Hvis filmen bliver til noget, vil den komme til at indeholde vilde stunts i Sisimiuts dybe sne, og den vil fortælle historien om et moderne Grønland, der kører på andet end hundeslæde, håber to af idémændene Maannguaq Philip Lauritzen og Krister Støvlbæk.

I USA og Canada er snescooterkulturen forenet i et tøjmærke, der hedder Slednecks. Firmaet laver også en serie film, hvor det kun handler om adrenalin og brølende snescootere.

- Det er det vi også vil vise, at vi har her i Grønland. Og at vi har nogle kørere, der også kan noget.

Måske det også kunne lokke flere turister til Grønland, fortæller én af Sisimiuts snescooter-hunde Krister Støvlbæk. Han samler penge og udstyr ind sammen med sin makker Maannguaq Philip Lauritzen. Men det er ikke altid let.

- Når vi har søgt sponsorater og sendt en ansøgning, så har vi oplevet, at der er flere, der ikke ved, hvad en snescooterfilm er. I øjeblikket så har vi kun et par klip på nettet, der viser snescootere i Grønland, siger Maannguaq Philip Lauritzen.

Der findes særligt ét klip, hvor en af byens vovehalse kæmper sig op igennem en næsten lodret kløft i Sisimiuts bagland med måske 100 km i timen for til sidst at vælte ned igen. Klippet er blevet set over 400.000 gange på Youtube.

Krister Støvlbæk og Maannguaq Philip Lauritzen fra Sisimiut har sammen med scootervenner startet deres drømmeprojekt om en hel film for et par måneder siden. De har fået syv sponsorer fra Sisimiut og fra Nuuk, der blandt andet har givet dem små kameraer til deres hjelme.

Til KNR fortæller han, at snescooterfilmen nok skal blive til noget. Jo flere sponsorater, desto hurtigere vil det gå med at få den færdig. I gruppen har de sat sig en deadline, at filmen skal være færdig inden udgangen af 2015.