Radioavisen har talt med én af de borgere i Sisimiut, som har mærket jordskælvet.
-Jeg kiggede i første omgang ud ad vinduet for at se om der var en gummiged, der ryddede sne lige uden for os. Så udbrød min mand, at der var jordskælv, fordi blomsterne ved vindueskarmen begyndte at ryste ret voldsomt. Der fandt jeg ud af, at der var jordskælv. Efter ca. 10 sekunder med ret voldsom rysten stoppede det så og mit barnebarn, som befandt sig ovenpå råbte ned og spurgte hvorfor gulvet rystede sådan.
Fortæller Susanne Andersen, der naturligvis havde været forskrækket og fortsætter:
-Efter ca. 10 minutter kom der rystelser igen, dog ikke lige så voldsomt som det første, men det havde været tydeligt at se, at vinduerne rystede.
Og ifølge Susanne Andersen havde det andet skælv varet i nogle få sekunder.
Peter Voss fra Geofysisk afdeling i de nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland oplyser, at der er blevet opmålt to jordskælv med epicenter 30 km nord for Sisimiut og det første jordskælv er blevet opmålt til 4,0 på Richterskalaen mens det andet er blevet opmålt til 3,1 på Richterskalaen.
Peter Voss kan umiddelbart ikke sige hvad der har forårsaget jordskælvet, men han fortæller, at det er et område hvor der er jordskælv.
Det er ikke første gang at man oplever jordskælv i det område af Grønland. Så sent som i 2005 var der jordskælv i Qeqertarsuaq, som blev målt til 4,3 på Richterskalaen og et i Sisimiut, som målte 4,1 på Richterskalaen.
Og tidligere i år registrede man også et jordskælv i Tasiilaq.




