Air Greenland støtter forslag om Qaqortoq lufthavn

AF:  Mads Lynge
de in

Air Greenland tilslutter sig Transportkommissionens anbefaling om etablering af en kort landingsbane i Qaqortoq.

- Det synes vi er meget fornuftigt, siger administrerende direktør Michael Binzer, og tilføjer:

- Vi har hele tiden sagt, at det giver god mening at have en lufthavn for fastvingede fly i Qaqortoq, hvor det største antal passagerer i Sydgrønland skal til. Man vil både spare helikopterflyvningerne ind- og ud, og man vil få en mere direkte f´trafikering, og det vil også gøre, at regulariteten formentlig også vil være bedre, siger Michael Binzer.

Transportkommissionen peger også på, at den nuværende landingsbane i Narsarsuaq er for dyr i drift, da den ifølge kommissionen ligger alt for langt væk fra de store byer.

- Lufthavnens placering i Narsarsuaq er ikke optimal ud fra en logistisk betragtning, idet ingen eller meget få rejsende har har deres start eller slutdestination i Narsarsuaq, skriver Transportkommissionen blandt andet i deres redegørelse om transportinfrastrukturen i Sydgrønland.

Kommissionen anbefaler en kort landingsbane i Qaqortoq med mulighed for forlængelse, og det er helt i tråd med Air Greenlands administrerende direktør:

- Der er ikke basis for en atlantlufthavn i Qaqortoq. Det er der simpelthen ikke passagerer til. Vi synes det er fornuftigt, at man laver en regional lufthavn, som senere kan forlænges - hvis erhvervsmulighederne opstår, siger han.

Formand for bygdebestyrelsen i Qassiarsuk, Narsarsuaq og Igaliku, Jørgen Lund, frygter, at omkring 140 arbejdspladser vil gå tabt hvis man vælger at lukke lufthavnen i Narsarsuaq.

Det er dog en politisk beslutning, som Michael Binzer ikke vil blande sig i:

- Det er en politisk stillingtagen man skal tage til om man skal bygge en landingsbane i Qaqortoq, og stadig opretholde Narsarsuaq. Det er sådan set ikke noget jeg vil blande mig i. Selvfølgelig har det nogle konsekvenser hver gang man ændrer trafikeringen af en region, så har det også nogle konsekvenser i forhold til arbejdspladser, siger administrerende direktør i Air Greenland Michael Binzer.

Tags